Humac overtager Eplehuset i Danmark

21 August 2014

Humac A/S, som har 12 Apple Premium Reseller-butikker i Danmark, overtager pr. 1. september 2014 Eplehuset's 7 Apple Premium Reseller-butikker i Danmark, - også Eplehuset's serviceværksteder overtages af Humac. Derved har Humac 19 butikker fordelt på hele landet og er Danmarks største Apple-forhandler.

Markedet for forbrugerelektronik er forsat under pres i form af priskonkurrence og en svag udvikling i forbruget. Det er derfor en naturlig, strategisk udvikling at skabe yderligere konsolidering i markedet.

”Forbrugerne er fortsat tilbageholdende, og selvom Humac repræsenterer et af verdens stærkeste brands i form af Apple, så skal der yderligere volumen til. Vi skal vækste mere for at sikre en profitabel drift og økonomi til fortsat udbygning af aktiviteterne", siger Country Manager, Michael Bech.

Humac er ejet af russiske Inventive Retail Group, Moskva, som opererer mere end 240 monobrand-butikker i Rusland og Vesteuropa inden for brands som Apple, Samsung, Lego, Nike og Sony. Koncernen har specialiseret sig i monobrand-detailbutikker med en stram konceptstyring.